En kvinde der svæveflyver: Lene

Portræt af en kvindelig svæveflyvepilot: Lene Koch Borchmann


Lene Koch Borchmann er netop landet efter sin først solo flyvning. Hun er glad og meget stolt og får overrakt den traditionelle buket af markens blomster

Lene Koch Borchmann, 57 år, læreruddannet og pædagogisk leder på Solbjergskolen er i fuld gang med at blive pilot. Hun fløj solo sidste år, og er nu i færd med at bygge rutine op før hun skal til certifikat prøve. Lene er medlem i Vejle Svæveflyveklub.

Lene fortæller: ”Simon, min mand, og jeg har i længere tid talt om at lære at flyve, og da han så begejstret kom hjem efter at have prøvet en tur i et svævefly, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle lære at svæveflyve sammen.”

Lene og Simon har rigtig gode oplevelser med at lære nye ting sammen og have fokus på det samme. De har taget dykkercertifikat sammen, de har taget jagttegn sammen, så det at lære svæveflyvning sammen var en stor motivationsfaktor for at gå i gang.

Lene startede på svæveflyvningen sammen med sin mand i juni 2016, og i dag flyver hun solo.

Lene fortsætter: ”Jeg er blevet meget overrasket over, hvor lettilgængeligt det er at komme til at lære at flyve. Fra den allerførste flyvning sidder du med rorpinden i hånden og styrer flyet. Det er faktisk en sport for alle. Og da jeg nu er i en situation, hvor mit ønske om at lære at flyve er ved at blive opfyldt, er det jo helt fantastisk.”

Med mange års ansættelse i skoleverdenen er Lene også i stand til at analysere og påskønne den udvikling hun gennemgår i uddannelsen til pilot. På hver flyvning lærer hun nyt, og det er en oplevelse hver gang. Det er en stor tilfredstillelse for hende at opleve, at noget svært, hun lige har lært, kan bruges umiddelbart. Fx at lave en god spilstart eller at reagere rigtigt i en vigtig situation. Men nogle gange går hun også dybt frustreret derfra, for ind imellem kan det være rigtig svært. For sådan er alle læreprocesser.

Lenes soloflyvning står mejslet ind i hendes hukommelse. Første gang man slippes løs som pilot, og det hele hænger på en selv er en uafrystelig oplevelse.

Lene nyder livet i svæveflyveklubben: ”Uden alle kammeraterne på jorden ville vi ikke kunne svæveflyve. Der er masser af ting at tage sig til, og man er jo en del af et team, som får det hele til at glide. Og når jeg er på flyvepladsen forsvinder arbejdet og mange andre tanker, og så nyder jeg at være ude. Og når det så bliver min tur til at flyve, bliver tilværelsen jo ekstra fantastisk.”

Lene har det rigtig godt med at være sammen med sin mand om at lære at flyve, de tager sammen på flyvepladsen lørdag morgen med et par klapsammen madder, og når de kommer hjem efter en god dag på flyvepladsen har de rigtig meget at snakke om.

Lene kan ikke lade være med at nævne en anden stor tilfredsstillelse ved at lære at svæveflyve: ”En tanke som er kommet til mig efterfølgende er, at jeg nu kan bevæge mig rundt i tre af elementerne: Vand, luft og jord, idet jeg dykker, jeg flyver og jeg har fingrene dybt begravet i havens jord, hvor jeg får mange ting til at gro.”

Instruktionsvideoer